Hvad er grundlaget for lutherske enkelt prædestination, i modsætning til dobbelt prædestination?

Luther lærte ikke enkelt forudbestemmelse, men dobbelt forudbestemmelse i sin bog viljens trældom. For eksempel ved at benægte eksistensen af menneskelig fri vilje og tilskrive alt, hvad der sker med Gud, sagde han:

“jeg vil her bringe denne lille bog til ophør, skønt jeg om nødvendigt er parat til at føre debatten videre. Imidlertid, Jeg tror, at der er gjort nok her for at tilfredsstille den gudfrygtige og enhver, der er villig til at indrømme sandheden uden at være stædig. For hvis vi tror, at det er sandt, at Gud forud kender og forudbestemmer alle ting, at han hverken kan tage fejl i sin Forudviden eller hindres i sin forudbestemmelse, og at intet finder sted, men som han vil det (som fornuften selv er tvunget til at indrømme), så kan der på selve fornuftens vidnesbyrd ikke være noget frit valg hos mennesker eller engle eller nogen skabning.”side 293, viljens trældom, Luthers værker, bind 33.

“men hvis Gud er berøvet magt og visdom til at vælge, hvad vil han være, men det falske idol, chance, ved hvis nikkelse alt sker tilfældigt? Og i sidste ende vil det komme til dette, at mænd er frelst og forbandet uden Guds viden, da han ikke ved hans bestemte valg har bestemt, hvem der skal frelses, og hvem der forbandes,…”side 171, ibid.

formlen for Concord, som blev udarbejdet efter Luthers død, og som lutheranere meldte sig til, fulgte ikke Luther på dette. Det argumenterede for, at Gud kun forudbestemte folk til himlen og ikke til helvede, og at han ikke ville, at nogen skulle blive fordømt.

Luther accepterede, at Gud ifølge Hans åbenbarede vilje i Skriften ville redde alle gennem Kristus, men lærte også, at Gud har en skjult Majestæt, hvorved alt, hvad der sker, ikke kan ske uden, at Gud vil, at det skal ske, da han er almægtig, og hvis noget kunne ske imod eller uden for hans vilje, ville han ikke være almægtig. I en kommentar til Kristi Klagesang over Jerusalem (Matthæus 23:37) skrev han:

“det er ligeledes den del af denne inkarnerede Gud at græde, jamre og stønne over de ugudeliges fortabelse, når den guddommelige Majestæts vilje med vilje opgiver og afviser nogle til at omkomme…”side 146, ibid.

Luther argumenterede for, at Guds forudviden om alle fremtidige begivenheder var baseret på det faktum, at han havde ønsket, at fremtiden skulle ske, som den gør, og det var derfor, han med sikkerhed vidste, hvad der ville ske. Så da Gud ikke bare vidste, hvem der ville blive forbandet, men ville have dem til at blive forbandet, fulgte han forudbestemte dem til at blive opdæmmet. Lutheranere, der følger formlen, hævder dog, at mens Gud forud kender fremtiden, bestemmer han ikke, hvem der vil blive forbandet, men bestemmer kun, hvem der vil blive frelst og forudbestemmer kun dem. Dette fører dem selvfølgelig ind i den modstridende holdning at sige, at man ikke kan sige, at Gud ikke vil redde de forbandede, selvom han ikke forudbestemmer dem til at blive frelst. Luther var uenig. Hvis Gud kun forudbestemmer nogle til at blive frelst, følger det grunden til, at han ikke forudbestemmer alle til at blive frelst, er fordi han ikke vil redde alle – Dette var Luthers position i viljens trældom.

lutheranere tager deres holdning til enkelt forudbestemmelse fra bibelvers, der siger, at Gud vil frelse alle, såsom 1 Timothy 2:4, og bruger dem som afgørende i enhver forståelse af Gud. Luther forstod på den anden side kun sådanne vers inden for rammerne af, at Gud ønskede gennem Kristus at redde alle. Men samtidig mente han, at alt, hvad der sker, ifølge Guds almægtige vilje styres og viles af ham til at ske som det gør. Luther fortolkede romerne 9 som undervisning forudbestemmelse til både himmel og helvede. Lutheranere på den anden side forsøge at fortolke Paulus i Romerne 9 Som lære, at Gud kun forudbestemmer folk til himlen.